Notes from a small island

Jeg ankom til Aarhus en dag på vej ind på universitetet, og jeg så på min bog og tænkte, at den ALDRIG ville holde hele vejen hjem. Der er indtil flere gode boghandlere i Aarhus, men fordi jeg ikke havde nogen som helst planer om faktisk at skulle ind til byen, selvom det kun ville tage mig yderligere 20 min på vej hjem, så vidste jeg, at det ville jeg aldrig have fået taget mig sammen til. Jeg havde derfor to valg, enten købte jeg en bog i 7/11 på stationen, eller også skulle jeg håbe, at de horder af universitetsstuderende der skulle købe bøger efterhånden var tyndet ud, og så kunne jeg gå i universitetsboghandlen, Stakbogladen. Jeg valgte det sidste, hvilket var super fedt og virkelig farligt. Normalt når man går ind i en boghandel, så prøver de at favne så bredt som muligt, så man falder måske over nogle titler der er spændende, men kun et par enkelte som man bare må have. Ikke her, her kunne de gå direkte efter lysken og sætte deres små tænder i. Deres målgruppe er unge, veluddannede mænd og kvinder (mest kvinder) med sans for god litteratur og sarkastisk overlegenhed, og der var hylde efter hylde med gode bøger.

Jeg valgte en rejseberetning af Bill Bryson, en forfatter jeg før har haft stor succes med. Bogen handler i al sin enkelthed om, at Bryson, der i mange år har boet i England, bryder op og tager tilbage til staterne, men før han gør det, tager han lige en tur rundt i dette lidt sære land ved hjælp af offentlig transport, hvilket bringer ham de mest sandsynlige og ikke mindst usandsynlige steder hen.

Jeg var lang tid om at varme op til bogen, dels fordi jeg ikke kender nok til England til helt at forstå de finere nuancer, og dels fordi jeg synes at Bryson plejer at være langt bedre, måske skyldes det også, at der i virkeligheden ikke skete så forfærdeligt meget på hans tur. han starter sin rejse i september og slutter i november, så halvdelen af landet er lukket ned fordi det er udenfor sæsonen, hvilket giver nogle morsomme historier om transportproblemer, men mest er der bare problemer, fordi der ikke rigtigt sker noget, det ville ellers have været morsomt at opleve Brysons sarkastiske vid kaste sig over nogle af de mindre heldige forsøg på at gøre historie spændende, eller over tåbelige turister og hvad der ellers er om sommeren, men det er efterår, og der sker virkelig ikke ret meget. Om det er godt eller skidt er svært at sige, det kommer an på hvad hans hensigt med bogen er. Måske var hans hensigt at sige til briterne, her er jeres land, her er hvad I har at arbejde med, men for en udenforstående er det ikke altid lige interessant, så lige nu overvejer jeg hvem jeg skal forære bogen til. Skal det hende der er i gang med at skrive sit engelsk speciale, eller hende der er i gang med sit andet semester på st Andrews?

Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, og hvor der ligesom var nogle temaer der gik igen (offentlig transport, dårlig og malplaceret arkitektur og rablende gale historiske personager) så begyndte bogen at blive mere interessant, og jeg endte faktisk med at fnise en hel del, hvilket bliver mere og mere sjældent, jo flere bøger jeg læser. Jeg beundre hans galde over arkitektur og mennesker, og hvordan han kan være bitter og morsom på samme tid, og jeg prøvede for sjov at skrive som ham (hvad skal man ellers bruge idoler til). Dog var det jeg fandt mest morsomt, beskrivelsen af nogle af de mere bemærkelsesværdige personer i England, men der var alt for få af disse beretninger.

Bogen handler om England i 90'erne, og det er næsten 20 år siden, men det var faktisk kun nogle år før jeg selv begyndte at rejse rundt der, så selvom det meste gik hen over hovedet på mig, så var der da ting jeg husker, især om den offentlige transport, der er endnu værre og endnu mere designet til IKKE at opfylde kundernes behov end det danske, og det var hyggeligt at 'gense' nogle af de steder jeg har været, og som jeg enten hadede eller holdt af, men jeg var teenager dengang, og verdens centrum var min egen navle, og men interessante verden udgik kun 85 cm derfra (radius på da Vincis cirkel), så der var så uendeligt mange af de her ting jeg ikke så og ikke tænkte over, jeg forelskede mig bare hovedkulds i landet.

Dette er en rejsebog, men den er svær at bruge, hvis man vil rejse rundt i landet, for der er intet stikordsregister, ingen indholdsfortegnelse, intet ordentligt kort, og kapitlerne er bare nummererede, så hvis man er et sted og lige vil vide hvad Bryson synes, så må man bladre frem og tilbage til man med lidt held finder det rigtige sted.

En lille note til sidst, så i en lille episode helt næsten uden betydning, møder Bryson en togentusiast, og begynder straks at tænke Aspergers syndrom, hvilket måske ikke er helt forkert, men det lader som om der vist er mange af den type i England, så om det bare er noget typisk engelsk, som den amerikanske Bryson misforstår, eller om der bare er mere plads til autister i et land som England, det er svært at sige.

ORIGINAL TITEL: Notes from a small island DANSK TITEL: ingen 
 FORFATTER: Bill Bryson FORLAG: Black swan SIDEANTAL: 378 UDGIVELSESÅR: 1993